Familiepolitik

  • Familien er grundlaget for civilsamfundet og det vigtigste sted for børns trivsel og udvikling
  • Vi vil fremme det gode børneliv, hvor der er plads og ro til at være barn, og hvor forældrene giver barnet nærvær, omsorg og tryghed. Særligt de allerførste år er vigtige for barnets udvikling
  • Der skal gives offentligt tilskud på 80 procent af dagpengesatsen for de forældre, der vælger at passe deres børn hjemme, indtil barnet fylder 3 år
  • Der bør indføres ret til at give omsorg til syge børn i mindst 10 dage pr. barn pr. forælder pr. år, svarende til 20 dage pr. barn
  • Fremdriftsreformen på de højere læreanstalter må bremses ned, så de studerende får bedre muligheder for at indpasse og have råd til forældreskab i løbet af studietiden
  • Kontakten mellem familie-generationerne, især mellem bedsteforældre og de unge børnefamilier må søges fremmet
  • Der bør indføres en obligatorisk eller forpligtende forældre-rådgivning om håndteringen af de fælles børn i forbindelse med en separation
  • Familien skal respekteres med hensyn til dens egne ønsker, f.eks. med hensyn til valg af skole og valg af den måde, hvorpå barselsorloven fordeles mellem mor og far

Barnets tarv i fokus

Jeg og Radikale Venstre ønsker, at alle børn får en god start på livet. Et solidt fundament er afgørende for at klare sig godt senere i livet. Alle familier, uanset familiestrukturen, skal have mulighed for at leve et liv, hvor både børn og voksne trives, men med særligt fokus på barnets tarv. Det at være barn har en værdi i sig selv. Børn har ret til at være børn, til at være forskellige og til at udvikle sig i forskelligt tempo, og børn har ret til leg og medbestemmelse. Vi vil fremme det gode børneliv. For os er det et liv, hvor der er plads, tid og ro til at være barn, og hvor forældrene giver barnet nærvær, omsorg og tryghed til at kunne lære og udvikle sig.

For at et barn skal kunne udvikle sit fulde potentiale og få muligheden for et godt liv, fysisk såvel som psykisk, er det nødvendigt, at barnet allerede fra livets begyndelse får tilstrækkelig kærlighed, omsorg og tryghed. Relationen mellem barnets og dets forældres eller primære omsorgspartner er en af livets vigtigste relationer. Det er her, at barnet får grundlagt sin viden om og forventning til sig selv i relation til andre mennesker. Barnets videre udvikling baserer sig på det, der foregår i de første vigtige år.

Vi har ikke verdens bedste system

Vi i Danmark tror, at vi har verdens bedste system for børnene, men det er langt fra tilfældet. På nogle områder har vi et af de værste, og vi kan gøre meget mere for at forene et familieliv til bedste for børnene med det arbejdsmarked, der tilsyneladende har været meget større fokus på. Som bl.a. Familiepolitisk Netværk har påpeget, har vi i modsætning til Sverige og Norge har vi i Danmark glemt at stille spørgsmålet: Hvad skal der ske med børnene, når man sender kvinderne væk fra hjemmet? Hvornår er et lille barn parat til at være i en institution? De allerførste leveår er som nævnt helt vitale for barnet, hvor det har brug for genkendelighed, forudsigelighed og kontinuitet, og dette kan kun ske ved en langvarig, kærlig og indfølende omsorg fra barnets mor eller anden nærmeste permanente omsorgsgiver (f.eks. far eller bedstemor).

Derfor funder jeg det bekymrende, at en meget stor del af danske børns tidlige opvækst foregår i institutioner med fremmed og skiftende personale. Vuggestuer er ikke blevet til for børnenes skyld, men for de voksnes. Vi har i alt for høj grad prioriteret begge forældres fuldtids lønarbejde, også mens de har små børn. Men dette er ikke at sætte barnets tarv i fokus, og mange danske småbørnsforældre gør i stigende grad oprør mod denne udvikling. De har fået børn, fordi de interesserer sig for deres udvikling i de første afgørende leveår og har ikke i sinde at undvære dem i størstedelen af dagtimerne. Dog er det naturligvis nødvendigt for enlige forsørgere, at der er gode institutioner også for de mindste.

Rekord i institutionalisering

Men Danmark har altså verdensrekord i institutionalisering af de 0-3 årige. Mens kun 16 procent af alle 0-3 årige passes i daginstitutioner i 30 timer eller mere om ugen for gennemsnittet af EU-landene, så ligger tallet for Danmarks vedkommende på hele 70 procent. Selv i forhold til Sverige og Norge ligger vi meget højt. Uanset hvor mange anstrengelser, dygtige pædagoger gør, så er vuggestuer en dårlig erstatning for en mor. De kan ikke opbygge det nødvendige stress-beredskab hos børnene, men risikerer lige modsat at forårsage alvorlig stress hos dem. Først når børnene kommer op mod 3 års alderen, og de bliver mere motiveret for andre sociale relationer end deres forældre og søskende, er det for de fleste børn fornuftigt at sende dem i børnehave.

Samtidig er det en kendsgerning, at cirka 50 procent af danske forældre går fra hinanden, hvilket også kan være en betydelig stress-påvirkning for børn, ligesom mange flere børn end tidligere vokser op hos en enlig mor uden regelmæssig kontakt til deres far. Også her kan samfundet og politikerne gøre mere for at sætte barnets tarv i fokus. Den stressbelastning, som mange børn er udsat for, forplanter sig videre i deres voksne liv, hvor et stigende antal unge i dagens Danmark kæmper med psykiske og sociale problemer, afspejlet f.eks. i misbrug af alkohol og et rekordhøjt forbrug af antidepressiv og antipsykotisk medicin.

Der må indføres tilskud til hjemmepasning og ret til deltid

Når vi i dag accepterer andre familietyper end kernefamilien, f.eks de såkaldte regnbuefamilier, så må vi også anerkende de familier, hvor forældrene selv ønsker at varetage pasningen og omsorgen for deres børn i de første leveår.

Derfor ønsker jeg, at der gives offentligt tilskud på 80 procent af dagpengesatsen for de forældre, der vælger at passe deres børn hjemme, indtil barnet fylder 3 år.

Der bør, ligesom i Sverige, indføres ret til deltid, indtil barnet fylder otte år. Og ret til at komme op på fuldtidsarbejde, når omsorgsperioden er slut. Enlige og lavtlønnede bør kompenseres, f.eks. i form af et øget skattefradrag, så det også bliver muligt for dem, der måske har allermest brug for det. I forlængelse heraf skal det gøres muligt at dele fuldtidsstillinger.

Der bør indføres ret til at give omsorg til syge børn i mindst 10 dage pr. barn pr. forælder pr. år, svarende til 20 dage pr. barn.

Der skal gives mulighed for institutionspladser i eksempelvis to moduler, hvor der kan vælges mellem halvdagspasning og heldagspasning.

Som Radikale har forslået, bør familier med særlige behov, f.eks. forældre med fysisk eller psykisk handicappede børn, ikke kun have praktisk støtte i forhold til barnets funktionsnedsættelse. Vi skal støtte hele familien, så forældrene får større overskud til at være forældre og ikke tvinges til at overgive ansvaret til en institution mod deres ønske. Det samme gælder familier med alvorlig sygdom. F.eks. kan der knyttes en kommunal ressource-person til familien.

Barnets tarv ved kriser i familien

Cirka en tredjedel af alle danske børn under 18 år oplever, at deres mor og far går fra hinanden, og cirka 25.000 børn bliver hvert år berørt at brud i familien. Vi kan gøre mere for at forebygge konflikter mellem forældre. Jeg hilser det velkomment, at det nye skilsmissesystem genindfører en separationstid på tre måneder, hvor forældrene kan forsøge at bilægge unødige konflikter om børnene, og at loven også giver mulighed for, at børn kan have adresse hos begge deres forældre.

I forbindelse med separationsperioden bør der indføres en obligatorisk eller forpligtende forældre-rådgivning om håndteringen af de fælles børn. På samme måde som samfundet tilbyder forældrene en sundhedsplejerske til at rådgive forældrene omkring det lille barns pleje, vil en sådan ordning kunne hjælpe et eller flere børn igennem en rigtig svær periode. Man bør også, som Radikale har foreslået, arbejde for gratis, tværfaglige familiekurser til sårbare familier.

Moderskabet er udfordret

Siden midten af 60’erne er fødselsraten gået tilbage og har siden ligget et godt stykke under de 2,0 barn pr. kvinde, som skal til for at befolkningstallet i Danmark kan opretholdes. Dette hænger bl.a. sammen med, at den gennemsnitlige fødealder for kvinder ligger på omkring 30 år. Disse forhold har stor betydning, både for kvinders og børns sundhed, men også for samfundsøkonomien, idet der som konsekvens følger en stadig større såkaldt ”ældrebyrde”. Samtidig viser undersøgelser, at kvinder i gennemsnit ønsker sig omkring to børn. Men dette ønske bliver altså langtfra realiseret. Det er derfor også en samfundsopgave at give par de bedst mulige vilkår for at få de børn, som de ønsker sig. Som familie- og arbejdslivskommissionen har anbefalet, så »bør der sikres bedre rammer for, at folk kan få det antal børn, de ønsker sig, på det tidspunkt, de ønsker sig dem«. F.eks. må fremdriftsreformen for studerende ændres således, at der gives bedre økonomiske muligheder for at forene en længere uddannelse med at få børn i løbet af studetiden.

De ældres betydning for børnefamilierne

Bedsteforældre har behov for at have en meningsfyldt tilværelse ved at være i kontakt med børn og børnebørn, og de kan ofte være en stor praktisk hjælp for de unge familier. Men udviklingen har medført, at bedsteforældre-generationen ofte har fået sværere ved at være i nærheden af børnebørnene. Der bør derfor gives støtte til politiske initiativer, der fremmer kontakten mellem generationerne.

Familien er civilsamfundets grundlag

Vi oplever i disse år, med velfærdsstatens stadige udbygning i forhold til tidligere årtier, at der ofte opstår konflikter mellem på den ene side familiens ret til selv at bestemme over sit liv og sine børn og på den anden side statens og politikernes mere eller mindre tydelige forsøg på at fremme en bestemt ideologi, ofte i skikkelse af tilsyneladende positive værdier som ligestilling mellem kønnene og fjernelsen af såkaldte parallel-samfund, hvor etniske minoriteter lever i udkanten af det øvrige samfund. Selv om disse bestræbelser bør fremmes, bør det ske ad frivillighedens vej og ikke ved, at familierne bliver tvunget mod deres overbevisning, således som FN’s grundlæggende menneskerettigheder taler for. Det må således være familien selv, og ikke staten, der bestemmer, om de vil passe deres børn selv, eller om de vil overlade dem til offentlige institutioner. Det bør være familien selv, der bestemmer om det skal være mor eller far, der tager barselsorloven. Og det må være forældrene selv, der bestemmer, hvilken skole de sender deres børn til. Alligevel oplever vi danske politikere, der vil tvinge 1-årige såkaldte ”ghetto-børn” i vuggestue. Vi oplever politikere, der vil udligne forskellen på kønnene ved at tvinge fædrene til at tage lige så meget barselsorlov som mødrene. Og vi oplever politikere, der helt vil lukke muslimske friskoler og straffe friskolerne i det hele taget. Det er en udvikling, der antager totalitære træk, og som afgjort strider mod den demokratiske frihedstradition, vi har i Danmark.

Debatartikler

Se også debatartikler:

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE9837179/danske-smaaboern-faar-stress-i-vores-institutioner/

https://www.facebook.com/kristeligt/posts/danske-b%C3%B8rn-risikerer-livslange-skader/10155398741722402/

https://politiken.dk/forbrugogliv/livsstil/familieliv/art5588493/H%C3%B8jtuddannede-kvinder-Det-vigtigste-ved-at-f%C3%A5-b%C3%B8rn-er-personlig-udvikling

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/moderskabet-er-i-krise

https://www.dr.dk/radio/p1/p1-debat/p1-debat-2018-03-21

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/de-unges-problemer-skyldes-ogsaa-familien-som-boern-bliver-de-overladt-til-ustabile

 

Nordjyske Stiftstidende 20. oktober 2017

Giv ikke børn stress

Det er meget beklageligt, at et flertal i Aalborg byråd anført af socialdemokraterne og borgmester Kastrup-Larsen har afvist at støtte Thomas Krarups (K) forslag om tilskud til forældre, der vælger at passe deres mindste børn selv (Nordjyske 12.10).
Tilskuddet skulle gælde for maximalt et år og svare til 85 procent af kommunens udgift, hvis barnet skulle passes i institution. En lignende ordning er indført i en række danske kommuner, herunder Frederikshavn. Også mit eget parti, Radikale Venstre, har det i sit valgprogram i Brønderslev kommune. Her har vi peget på, at det burde gælde for børn indtil 3 års alderen, den mest sårbare alder.
Hvis politikerne i Aalborg byråd blot havde en smule kendskab til børns udvikling i de tidlige barneår, ville de kunne indse, at det bestemt ikke er i barnets egen interesse at blive anbragt i en daginstitution. Vuggestuer blev ikke oprettet for børnenes skyld, men for at både far og mor kan komme tilbage til arbejdsmarkedet så tidligt som muligt.
Vuggestuer er dårlige mødre. De kan ikke opbygge det nødvendige stressberedskab hos barnet, men risikerer lige modsat at forårsage alvorlig stress hos børnene.
For det første adskilles barnet fysisk fra sit vante sted med sin egen familie og anbringes sammen med en flok fremmede voksne og børn. Det opleves af barnet som en trussel, som de reagerer på med gråd og protest, hvad mange forældre har oplevet de første dage, hvor barnet blev afleveret.
For det andet er der stor forskel på at have en udelt 1:1 kontakt til sin forælder og på at have kontakt til en pædagog, som det må dele med tre andre børn i vuggestuen og ofte flere. Dertil kommer en høj grad af jobskift og vikardækninger.
For det tredje er det ikke kun kvantiteten, men også kvaliteten af voksenkontakt, som er ringere end i en familiesituation. Selv en nok så veluddannet pædagog kan ikke engagere sig i et barn på samme måde, som hvis hun var dets mor, og hun skal heller ikke være det. Hun kan derfor ikke have den samme intime kontakt med barnet, de samme vedvarende og gensidige interaktioner, som psykologen Daniel Stern påviste er forudsætningerne for barnets følelsesmæssige, sociale og sproglige udvikling. En pædagog kan i bedste fald levere omsorg, ikke kærlighed.
For det fjerde er det ydre miljø ikke videre børnevenligt. Barnet har ikke ligesom sit eget sted at være, og lydene fra de andre børn er ofte skræmmende med skrig og skrål.
For det femte bliver børn oftere ramt af smitsomme sygdomme i vuggestuer end hjemme. Børn, der går i vuggestue eller børnehave, har mellem to og syv gange så mange sygedage som børn der bliver passet hjemme. Også det er en stressbelastning for barnet – og dets familie.
Langt de fleste 0-3 årige danske børn kommer i daginstitution i 30 timer eller mere om ugen, nærmere bestemt 69,6 procent, ifølge Eurostat. Gennemsnittet for EU-landene ligger på kun 15,7 procent. Selv Sverige og Finland ligger betydeligt lavere end os. Danmark har simpelthen verdensrekord i institutionalisering af de mindste børn, muligvis kun overgået af Nordkorea.
Lad os give børnene et præstations- og stressfrit rum de første år af deres liv, så de kan vokse op hjemme. Ellers risikerer de at vokse op med psykiske lidelser og misbrugsproblemer.
Bare fordi ”sådan gør man bare”, altså forældrene, er det ikke sikkert, at det er det rigtige for børnene. De har behov for en langvarig, kærlig og indfølende omsorg fra en mor eller far. Endnu aldrig nogle småbørn, der af sig selv har opsøgt en vuggestue og bedt om at komme ind.

 

Niels Arbøl
Lektor, forfatter
Folketingskandidat for Radikale Venstre
i Nordjylland

Nordjyske Stiftstidende 1. februar 2017

Mere tid til børnene

Som bl.a. omtalt i Nordjyske (22.1.) har Børnerådets nye undersøgelse påvist, at små børn savner tid med mor og far.
43 procent af børnene fortæller, at deres forældre ”har rigtig meget travlt”, og hvert tredje, at deres forældre ikke har god tid til at være sammen med dem, hvilket gør dem kede af det. Hele 56 procent fortæller, at de er blevet sendt syge i børnehave, og hvert tredje barn har oplevet det mange gange. En forjaget morgenmad og hurtigt ud af døren. Når forældre har travlt med job og karriere, smitter det af på den tid, som de bruger sammen med deres børn.
Mange forældre er uden tvivl spændt hårdt for, når der skal betales af på den nye ejerbolig, som de mener er nødvendige for at etablere sig som børnefamilie. Det kræver oftest to fuldtids indtægter. Forældrene mener sikkert, det er bedst for børnene med nyt hus, men børnene har ikke helt samme mening – de vil hellere være mere sammen med mor og far.
Men ser vi bort fra dette forbrugerræs, har politikerne bestemt også et ansvar. Børnefamilier er underlagt nogle strukturer i samfundet, som det ikke er let at sætte sig ud over. Stort set alle politikere vil have både far og mor ud på arbejdsmarkedet på fuldtid og børnene sendt i institution, lige fra de er helt små. Hvis man som f.eks. kvindelig studerende gerne vil have mere tid hjemme til baby, er det virkelig svært at klare sig økonomisk.
Og det uanset hvilken farve, regeringen har. Danske børn har den højeste grad af institutionalisering i hele Europa og på verdensplan muligvis kun overgået af Nordkorea.
Den barselsorlov, forældre tager herhjemme, er i gennemsnit på 9-10 måneder, og da bliver børnene sendt afsted – lige omkring den tid, hvor de mest af alt har behov for at knytte sig til moderen. Småbarnet har på grund af sit ophold i livmoderen og den efterfølgende amning et særligt nært forhold til netop mor, men så er hun lige pludselig væk en stor del af dagen. Forældrene tænker måske, at barnet har brug for at være sammen med andre børn i vuggestuen. Men de første par år har børn ikke brug for at være sammen med andre børn, men for den tryghed, det er at være sammen med forældrene, især mor.
Børnerådets undersøgelse har af gode grunde ikke kunnet omfatte de 0-3-årige. Men hvis de helt små kunne formulere sig, ville de i endnu højere grad længes efter mor. Til gengæld ”taler” de med gråd og protest, når de første gang bliver afleveret. Videnskabelige undersøgelser har for længe siden konstateret, at der er et højt niveau af stresshormon i småbørn, fra det øjeblik de bliver afleveret til de fremmede mennesker, og det fortsætter i mange måneder frem.
Selvfølgelig er det vigtigt, at daginstitutioner har de normeringer af personale, som gør det muligt at have ordentlig tid til det enkelte barn. Men vi må også til at se på, hvordan samfundsstrukturen kan blive ændret, så især de mindste børn og deres forældre kan få mere tid sammen. Er det tilfældigt at vi kæmper med store psyko-sociale problemer hos mange af vores unge mennesker? Har de som små fået den nødvendige følelsesmæssige ballast, som gør, at de senere kan overvinde den modgang i livet, som alle på et tidspunkt kommer ud for?
Tænketanken Cura og dens familiepolitiske netværk, som jeg er medlem af, er fremkommet med en række forslag til politikerne, som har virket i udlandet.
Det gælder f.eks. lovsikret ret til at give omsorg til et sygt barn i mindst 10 dage pr. forælder pr. år. Retten kan videregives til f.eks. bedsteforældre, ligesom i Sverige, Norge og Tyskland. Der bør også, ligesom i Sverige, indføres ret til deltid, indtil barnet fylder 8 år. Man kunne dele en fuldtidsstilling til to deltidsstillinger, som i Schweiz.
Der må skabes mulighed for hjemmepasning af børn, så begge køn har en reel mulighed for at træffe dette valg i en periode. Ordningen vil gøre det muligt at vente med at aflevere små børn i dagpasning, til de er f.eks. to år gamle, hvilket svarer til det tidspunkt, små børn kommer i institution i andre nordiske lande. Den værste separationsangst er nemlig typisk først overstået, når barnet er ca. 16 måneder.
Som svar på Børnerådets undersøgelse har børne- og socialminister Mai Mercado sagt, at hun vil skabe mere fleksible rammer for de travle børnefamilier (Nordjyske 22.1.). Hvad hun mener med det, står stadig hen i det uklare. Man kan næsten være sikker på, at det ikke må koste penge.
Men hvis familiernes problem skal løses, kommer hun og regeringen ikke uden om at bruge penge. At investere i vore børns fremtid vil helt sikkert være den bedste løsning, ikke kun for stressede børn og forældre, men for hele samfundet, hvor udgifter til psykiske lidelser, misbrug, indlæringsvanskeligheder i skolen o.s.v. er ved at slå bunden ud af de offentlige kasser.

 

Niels Arbøl,
Lektor, forfatter
Folketingskandidat for Radikale Venstre I Nordjylland