Landbrugspolitik

  • Landbruget skal fortsat være et levedygtigt erhverv, ikke kun for produktionen og beskæftigelsen, men også for at bevare landbokulturen
  • Den nuværende landbrugspolitik har begunstiget maksimal produktion, stordrift og gældsætning, som gør det vanskeligt for unge landmænd at komme til
  • Vi ønsker en gradvis, men klar omstilling til mindre og økologiske bedrifter, så unge landmænd kan komme til, miljøet skånes, og landbokulturen trives
  • For at fremme småbrugene skal der oprettes en national jordbrugsfond, og EU-støtten skal vi i højere grad fordele til fordel for de første hektarer
  • Den eksisterende landbrugsjord, der omfatter cirka 60 procent af Danmark, bør på sigt fordeles mellem en tredjedel konventionelt landbrug, en tredjedel økologisk landbrug, og en tredjedel, der udlægges til sammenhængende naturområder
  • Landbrugsjord, der overføres til natur, skal kompenseres til markedsprisen
  • Landbruget satse mere på ”social farming”, der inddrager mennesker med handicaps, og unge danske landmænd skal, med sikkerhed fra staten, kunne etablere sig i et tredje verdens land

Jeg og Radikale Venstre vil, at dansk landbrug også i de kommende årtier skal have gode vilkår for at producere og sælge fødevarer. Men landbruget er ikke kun vigtigt for de produkter, der produceres, og for beskæftigelsen, der står meget mere på spil. Landbruget er fundamentet for vore landområder og landsbyer og den kultur, der trives her, med forsamlingshuse, kirker og andre lokale fællesskaber. En landbrugsejendom er især en værdifuld ramme om en families fælles liv og børnenes opvækst. Så vi i Radikale Venstre har altid været opmærksomme på, at dansk landbrug kan trives og udvikles, vi er et gammelt husmandsparti, men samtidig adskiller vores politik sig på nogle områder væsentligt fra den eksisterende.

Hvor f.eks. Venstre og toneangivende landbrugsorganisationer sætter maksimal produktivitet og stordrift i centrum, gerne finansieret af udenlandske kapitalfonde, altså mere af samme slags som før, går vi ind for en gradvis, men helt klar omstilling til mindre bedrifter, på danske hænder, så unge landmænd kan komme til, og så vi skåner miljøet bedst muligt. Og det er vel netop, hvad bæredygtighed handler om.

Dansk landbrug er sårbart

Danske landmænd er dygtige og har gennem årene øget deres arbejdsproduktivitet væsentligt. Men det er så også her, at vi møder nogle af de væsentligste problemer og udfordringer for dansk landbrug. Produktiviteten har krævet nogle meget store investeringer, som har påført erhvervet en gældsbyrde på ca. 360 milliarder kroner. Danske landmænd er i særklasse de mest gældsatte inden for den Europæiske Union. I de 27 EU-lande udgør gælden i gennemsnit 15 procent af aktivernes værdi. I dansk landbrug er gældsprocenten i gennemsnit på 54. En af årsagerne er, at danske banker har lånt penge ud med for rund hånd eller tilladt belåning af friværdierne til at dække underskuddet på driften.

Og når renten på et tidspunkt stiger, kan det blive en alvorlig situation. Den bliver ikke bedre af de faldende priser på mælk og svin. Det sætter en stopper for de investeringer, der skal forbedre produktiviteten og konkurrenceevnen. Dansk landbrug er økonomisk sårbart, fordi det i den grad er et eksporterhverv, hvilket betyder konkurrence på pris og meget følsomme priser. Udenlandske industribrug i f.eks. Central- og Østeuropa vil om få år udkonkurrere de hjemlige.

Derfor må vi allerede nu finde nye veje til en rentabel og langsigtet bæredygtig produktion.

Vi kan ikke klandre de danske og EU’s miljøreguleringer, tværtimod. Den danske jord dyrkes meget intensivt i sammenligning med vore nabolande, og den danske kystlinje er meget, meget større end f.eks. den tyske. Af denne indlysende grund, med større risiko for udvaskning af nitrat til fjorde og havområder, er danske landmænd underlagt større kvælstofbegrænsninger end tyske. Vi kan derfor heller ikke se med sindsro på, at vi herhjemme årligt producerer cirka 25 millioner svin. Ammoniak-fordampningen fra denne enorme husdyrproduktion er den væsentligste årsag til, at de fleste naturarealer er overbelastede med kvælstof. Den nuværende svineproduktion er en afgørende grund til, at natur og landbrug ikke er i balance. Det gælder også i staldene. Der er alt for mange dyr, der går alt for tæt sammen, infektioner øges, og antallet af døde dyr stiger.

Stordriften skader både miljøet, generationsskiftet og landbokulturen

I de toneangivende kredse i landbruget har mantraet været, at hvis vi bare udvider bedrifterne og producerer mere, vil problemerne løse sig. Men dette er for det første gået ud over miljø, natur, arbejdsmiljø og produktkvalitet. Den fortsatte higen efter at producere mere korn og flere svin til laveste pris er en farlig vej at gå.

Det skal ikke glemmes, at landbruget efter politiske tiltag rent faktisk har rådet bod på en del af fortidens synder. Selv om produktionen er gået op, er det siden 1990 lykkedes at reducere miljøbelastningen med hensyn til kvælstofoverskud, salg af pesticider målt i aktivstof, brug af antibiotika og udledning af drivhusgasser. I denne sammenhæng må det også hilses velkomment, når landmænd slår sig sammen om at etablere store biogasanlæg. Men bundlinjen er, at vandmiljøet fortsat er presset og en række dyre- og plantearter er i tilbagegang, herunder honningbien, eller helt forsvundet, og at landbruget (og forbrugerne af især oksekød) bidrager med en betydelig andel af drivhusgasser.

For det andet har det betydet, at mange unge landmænd ikke har kunnet låne penge til jord og bygninger, hvorved det nødvendige generationsskifte bliver forhindret. Og hvad med landbokulturen? Hvis udviklingen fortsætter, vil fremtidens stalde være anlæg, som fylder adskillige hektar i det åbne land. Det skæmmer landskaberne og skader naboerne og vil ikke medvirke til landbykulturen eller mindske affolkningen af vore udkantsområder, tværtimod. Allerede i dag er mange danske landsbyer blevet tømt for liv, mens man i Nordtyskland med de mange mindre landbrug stadig kan se landsbyerne trives i bedste velgående.

Så der er brug for at satse endnu mere på en økologisk bæredygtig produktion. Dansk landbrug skal tage bestik af, at man i stigende omfang vil blive målt på, hvor meget man forurener, fremfor på hvor meget man producerer.

Vi må fremme mindre landbrugsbedrifter

Men vi må også til at se på selve de økonomiske strukturer, både for at skaffe nye landmænd i arbejde og for at skåne miljøet. I stedet for at tillade magtfulde udenlandske kapitalfonde at opkøbe hundredvis af gårde, har vi foreslået oprettelsen af en national jordbrugsfond, der kan opkøbe fallerede landbrugsejendomme og udstykke og forpagte dem, eksempelvis til unge landmænd. Vi vil starte med en beskeden kapital på 40 millioner kr. Fonden skal kunne yde 50 pct. medfinansiering, og bliver det en succes, kan man udvide fonden.

Endvidere bør vi gøre ligesom i Frankrig – indføre en ny model for fordelingen af den nuværende EU hektarstøtte således, at hektarstøtten øges på de første hektarer for at gøre det mere attraktivt at drive småbrug. En styrket indsats for det lille, mellemstore og danskejede landbrug er en nødvendig investering i vores fremtid, og her må vi især satse på økologisk landbrug.

Landbrugsjorden deles op i tre dele

Derfor vil vi i Radikale også dele landets landbrugsjord op i tre lige store dele: En tredjedel til almindeligt, konventionelt landbrug, hvor ny teknologi skal tages i anvendelse for at bevare en høj produktion. En anden tredjedel, der lægges om til økologisk drift. Og endelig en tredjedel af jorden, der lægges om til natur. Hvis denne plan bliver gennemført over 30 år, vil den kunne bidrage med en mærkbar reduktion af CO-2 udledningen, og den vil genskabe sammenhængende naturområder til gavn for bevarelsen af vore vilde planter, fugle og insekter.

De marker, som lægges ud til natur, vil være dårlige jorde, primært tæt ved fjorde, ådale og moser, der ofte bliver oversvømmede, samt sandjorde. Det vil også være jorde, der ligger langt væk fra bedriften eller som ligger tæt på byerne. Vi vil simpelthen købe landmændenes jord til markedspris, og det vil rigtig mange landmænd uden tvivl være interesseret i.

Jeg vil forbedre landbrugets image

Vi skal desuden satse på at engagere landbruget på nye og andre områder end dem, vi er vant til. Dygtige danske landmænd bør, med sikkerhed fra staten, få lov at virkeliggøre deres evner ved at etablere sig i udviklingslande, f.eks. i Afrika. Her vil de samtidig bidrage til en helt nødvendig udvikling for befolkningerne, en ny og mere effektiv ulandshjælp end vi har set før. Efter nogle år kunne de vende hjem og etablere sig i Danmark på lempelige vilkår.

Vi bør indføre ”social farming”, hvor landbruget gives plads for alle slags mennesker. F.eks. kan mindre bedrifter benyttes, under ledelse af erfarne landmænd, til at engagere mennesker med fysiske og psykiske lidelser, så de også får et meningsfuldt arbejde i stedet for at lave guirlander på beskyttede værksteder.

Det er blot eksempler på nye veje, vi bør gå i landbruget, for at inddrage det sociale aspekt og for at forbedre erhvervets image i befolkningen. Det er der i høj grad også brug for.

Debatartikler

Nordjyske Stiftstidende 22. marts 2018

Det er tid til omstilling

Danmark er et landbrugsland, det fik vi at vide i skolen, og det gælder stadigvæk. Landbruget sørger for en betydelig eksportindtægt, og erhvervet dækker over et areal på omkring 60 procent af landskabet. Når man kører gennem det, som her i Nordjylland, er det de relativt få og store bedrifter, der dominerer. De tørre tal bekræfter det: Antallet af landbrug er fra 1950 til i dag faldet fra 200.000 til godt 40.000, inklusive deltidslandbrugene, den gennemsnitlige hektarstørrelse steget fra 16 til 68.
Samtidig er der sket en specialisering. Fra ”Jens Hansens bondegård” med heste, grise, køer og får, er Jens Hansen i dag blevet en daglig leder af en fabrik, der producerer et enkelt animalsk eller vegetabilsk produkt til et stadig mere krævende marked.
Danske landmænd er dygtige og har gennem årene øget deres arbejdsproduktivitet væsentligt. Men det er så også her, at vi møder nogle af de væsentligste problemer og udfordringer for dansk landbrug. Produktiviteten har krævet nogle meget store investeringer, som har påført erhvervet en gældsbyrde på ca. 360 milliarder kroner. Og når renten på et tidspunkt stiger, kan det blive en alvorlig situation. Den bliver ikke bedre af de faldende priser på mælk og svin. Det sætter en stopper for de investeringer, der skal forbedre produktiviteten og konkurrenceevnen.
Danske landmænd er i særklasse de mest gældsatte inden for den Europæiske Union. I de 27 EU-lande udgør gælden i gennemsnit 15 procent af aktivernes værdi. I dansk landbrug er gældsprocenten i gennemsnit på 54. En af årsagerne er, at danske banker har lånt penge ud med for rund hånd eller tilladt belåning af friværdierne til at dække underskuddet på driften.
I de toneangivende kredse i landbruget har mantraet så været, at hvis vi bare udvider bedrifterne og producerer mere, vil problemerne løse sig. Men dette har for det første betydet, at mange unge landmænd ikke har kunnet låne penge til jord og bygninger, hvorved det nødvendige generationsskifte bliver forhindret. For det andet har det ført til en intensivering af landbrugsproduktionen, som er gået ud over miljø, natur, arbejdsmiljø og produktkvalitet. Den fortsatte higen efter at producere mere korn og flere svin til laveste pris er en farlig vej at gå.
Det skal ikke glemmes, at landbruget efter politiske tiltag rent faktisk har rådet bod på en del af fortidens synder. Selv om produktionen er gået op, er det siden 1990 lykkedes at reducere miljøbelastningen med hensyn til kvælstofoverskud, salg af pesticider målt i aktivstof, brug af antibiotika og udledning af drivhusgasser. I denne sammenhæng må det også hilses velkomment, når landmænd slår sig sammen om at etablere store biogasanlæg. Men bundlinjen er, at vandmiljøet fortsat er presset og en række dyre- og plantearter er i tilbagegang, herunder honningbien, eller helt forsvundet, og at landbruget (og forbrugerne af især oksekød) bidrager med en betydelig andel af drivhusgasser.
Der er brug for at satse endnu mere på lokale fødevarer, nicheproduktion og økologi. Dansk landbrug skal tage bestik af, at man i stigende omfang vil blive målt på, hvor meget man forurener, fremfor på hvor meget man producerer.
Men vi må også til at se på selve de økonomiske strukturer, både for at skaffe nye landmænd i arbejde og for at skåne miljøet. I stedet for at tillade magtfulde udenlandske kapitalfonde at opkøbe hundredvis af gårde, kunne man have etableret en statslig jordbrugsfond, som kunne opkøbe fallerede landbrugsejendomme og udstykke og forpagte dem, eksempelvis til unge landmænd. Man kunne gennemføre en jordreform, som indebar udstykning til gavn for familiebrug.
Da nu folketinget ikke ville indføre en statslig jordbrugsfond, tog Danmarks Naturfredningsfond og Økologisk Landsforening sidste år et nyttigt initiativ. Man stiftede en fond, der udsteder aktier, og som ved køb og ejerskab af landbrugsbedrifter videreudlejer dem på langtidskontrakter til landmænd, der så forpligter sig til at efterleve de økologiske principper. På den måde kan alle danskere, virksomheder og foreninger bidrage til en ændret landbrugsproduktion og samtidig støtte generationsskiftet i landbruget. Til dato er der blevet solgt aktier for 27 millioner kroner.
Også højskoler er gået ind i sagen under mottoet: ”Landet skal vindes tilbage, én bondegård ad gangen”. Man har oprettet projektet Andelsgårde, der skal være fødselshjælper i en ny bevægelse, der køber mindre landbrug op og stifter en andelsforening, der forpligter sig på at omlægge jorden efter bæredygtige principper.
Personligt mener jeg, at landbruget er et meget vigtigt erhverv. Naturligvis især for de produkter, der kommer ud af det, og for beskæftigelsen, men der er meget mere på spil. Landbruget er fundamentet for vore landområder og landsbyer og den kultur, som trives her, med forsamlingshuse, kirker og lokale fællesskaber. Det er det vigtigste erhverv i vore yderste udkantsområder. Selve bygningerne kan også have værdi, mens de i dag ofte bruges til lagerrum og parkering af campingvogne eller blot nedrives. En landbrugsejendom er især en værdifuld ramme for en families fælles liv og børnenes opvækst.
En styrket indsats for det lille og mellemstore økologiske og danskejede landbrug er en nødvendig investering i vores fremtid.

 

Niels Arbøl
Lektor, forfatter
Folketingskandidat for Radikale Venstre i Nordjylland

Nordjyske Stiftstidende 31. marts 2018

Vi er nødt til at se fremad

Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, har i Nordjyske (25.3.) kommenteret min artikel (22.3.), der slår til lyd for, at vi må hjælpe landbruget med at omstille sig til en ny tid.
Vi er enige om, at landbruget også skal have en vigtig rolle at spille i fremtiden. Men hr. Jørgensen sætter maksimal produktivitet og stordrift i centrum, gerne finansieret af udenlandske kapitalfonde, altså mere af samme slags som før. Jeg hævder, at det er nødvendigt med en gradvis men helt klar omstilling til mindre bedrifter, på danske hænder, så unge landmænd kan komme til, og så vi skåner miljøet bedst muligt. Og det er vel netop, hvad bæredygtighed handler om.
Det er nok rigtigt, at eksporten sidste år androg 133 milliarder kroner, og langt det meste fra konventionelt landbrug. Men det har krævet investeringer, som har ført til en enorm gældsbyrde og forhindret unge landmænd i at komme til. Og angående eksportindtægter bør det modregnes, hvad Danmark betaler til EU’s fælles landbrugspolitik og de afledte effekter af den høje miljøbelastning.
Det er ikke nogen sandhed, som hr. Jørgensen anfører, at den danske miljøregulering er skyld i gælden til dansk landbrug. Det blev bekræftet af en rapport bestilt af den daværende SR-regering omkring dette spørgsmål, men den efterfølgende regering med Eva Kjer Hansen som minister valgte at undlade at bruge den. Fremfor alt: Dansk landbrug er økonomisk sårbart, fordi det i den grad er et eksporterhverv, hvilket betyder konkurrence på pris og meget følsomme priser. Udenlandske industribrug i f.eks. Central- og Østeuropa vil om få år udkonkurrere de hjemlige. Derfor må vi allerede nu finde nye veje til en rentabel og langsigtet bæredygtig produktion.
Hr. Jørgensen vil gerne klandre de danske og EU’s miljøreguleringer. Men han overser, i hvor høj grad den danske jord dyrkes intensivt i sammenligning med vore nabolande, og at den danske kystlinje er meget, meget større end f.eks. den tyske. Af denne indlysende grund, med større risiko for udvaskning af nitrat til fjorde og havområder, er danske landmænd underlagt større kvælstofbegrænsninger end tyske.
Så selv om også jeg kan ærgre mig over, at vi ikke kan købe rundstykker hos bageren, lavet af dansk hvedemel, fordi proteinindholdet ikke er højt nok, så har vi kun dyrkningsintensiteten og den danske geografi at takke herfor.
Snart vil vi alle på landevejene få lugten af gylle at spore, eller måske penge, som Nordjyske også kunne berette i søndags. Vi producerer cirka 25 millioner svin om året herhjemme, hvilket gør Danmark til verdens største svineeksportør. Ammoniak-fordampningen fra denne enorme husdyrproduktion er den væsentligste årsag til, at de fleste naturarealer er overbelastede med kvælstof. Den nuværende svineproduktion er en afgørende grund til, at natur og landbrug ikke er i balance. Det gælder også i staldene. Der er alt for mange dyr, der går alt for tæt sammen, infektioner øges, og antallet af døde dyr stiger.
Og hvad med landbokulturen? Hvis udviklingen fortsætter, vil fremtidens stalde være anlæg, som fylder adskillige hektar i det åbne land. Det skæmmer landskaberne og skader naboerne og vil ikke medvirke til landbykulturen eller mindske affolkningen af vore udkantsområder, tværtimod.
Jeg er enig med hr. Jørgensen i, at de nye vandområdeplaner kan få store konsekvenser for f.eks. de nordjyske landmænd, der ligger tæt på Limfjorden. Men vi er altså forpligtede til at skåne fjorden for kvælstofbelastninger af hensyn til såvel natur, erhverv og fritidsinteresser. Det er beregnet, at braklægningerne dog kun kommer til at omfatte 13 procent for hele Limfjordens opland. Og i stedet for braklægning kan landmanden dyrke f.eks. græs intensivt. Det vil have den fordel at kunne sendes til bioraffinaderier, der udvinder protein – som endda kunne erstatte den dyrt importerede soja til dyrefoder. Endvidere er det planen, at andre landmænd, på mere sikre jorde, kan gøde lidt mere, det kan han vel ikke have noget imod. Og selvfølgelig bør de landmænd, der lider tab, kompenseres ordentligt.
Men lad os se fremad på det positive, vi fra politisk side kan gøre for at omstille landbruget til fremtiden. For det første skal vi have mindre bedrifter, der drives økologisk. Der skal etableres en grøn statslig jordbrugsfond med det formål at opkøbe ejendomme og sælge dem med krav om økologisk drift. Vi kan allerede glæde os over, at Nordjylland er forrest med hensyn til at etablere økologisk landbrug. Der skal oprettes fonde med privat og offentlig deltagelse med det formål, at uhensigtsmæssige industrilandbrug kan blive udstykket til mindre brug.
Endvidere bør vi gøre ligesom i Frankrig – indføre en ny model for fordelingen af den nuværende EU hektarstøtte således, at hektarstøtten øges på de første hektarer for at gøre det mere attraktivt at drive småbrug.
For det andet skal vi sørge for at engagere landbruget på nye og andre områder end dem, vi er vant til. Dygtige danske landmænd bør, med sikkerhed fra staten, få lov at virkeliggøre deres evner ved at etablere sig i udviklingslande, f.eks. i Afrika. Her vil de samtidig bidrage til en helt nødvendig udvikling for befolkningerne, en ny og mere effektiv ulandshjælp end vi har set før. Efter nogle år kunne de vende hjem og etablere sig i Danmark på lempelige vilkår.
Vi bør indføre ”social farming”, hvor landbruget gives plads for alle slags mennesker. F.eks. kan mindre bedrifter benyttes, under ledelse af erfarne landmænd, til at engagere mennesker med fysiske og psykiske lidelser, så de også får et meningsfuldt arbejde i stedet for at lave guirlander på beskyttede værksteder.
Det er blot eksempler på nye veje, vi bør gå i landbruget, for at inddrage det sociale aspekt og for at forbedre erhvervets image i befolkningen. Det er der i høj grad også brug for.

 

Niels Arbøl
Lektor, forfatter
Folketingskandidat for Radikale Venstre i Nordjylland