Det moderløse samfund
»Stressede børn, familier i opløsning, en aldrende befolkning og et gældsplaget samfund på randen af økonomisk ruin. Biologen Niels Arbøl lægger ikke fingrene imellem i sit mesterværk om Det Moderløse Samfund.
Arbøl redegør detaljeret for de omkostninger, som voldsomme sociale omvæltninger i den vestlige verden fra 1960erne og frem har medført. Først og fremmest har man i den vestlige kultur forsøgt at ignorere både menneskets biologiske dispositioner og de kulturelle former, der var udviklet gennem årtusinder og ledte os frem til det moderne samfund.
Men oprøret mod den overleverede visdom og den trodsige benægtelse af mennesket som biologisk bundet væsen har en pris. Alverdens sociale dårligdomme og mentale lidelser er begyndt at få et tilsyneladende uafrysteligt tag i de vestlige landes befolkninger, som ikke engang længere evner at reproducere sig selv. Og så har vi endda ikke engang set det værste endnu!
Naturen vinder altid til sidst
Jeg har ved en tidligere lejlighed skrevet, at de vigtigste bøger ikke længere udkommer på de store etablerede forlag. Det er Det Moderløse Samfund nok et bemærkelsesværdigt eksempel på. Bogen er udgivet af det relativt ukendte nordjyske forlag Queenswood. Tak, fordi der findes forlag, der udgiver bøger, som virkelig tør levere en tilbundsgående kulturkritik som denne.
For Det Moderløse Samfund går løs på alle de hellige køer i vores tid. Med stålsat vilje går Arbøl i kødet på overdreven forbrugerisme, feminisme og velfærdsstaten. Hvert enkelt område bliver behandlet grundigt, og Arbøl dokumenterer med stor omhu konsekvenserne på både kort og langt sigt. Og i længden kan vi ikke fortsætte som nu, det er ganske enkelt ikke bæredygtigt med en befolkning, der grånes og svinder voldsomt ind i de yngre årgange.
At kvinder i dag i massivt omfang – i Danmark mere end snart noget andet sted i verden – er mere eller mindre tvunget til at deltage på arbejdsmarkedet på fuld tid anses almindeligvis som et ubetinget gode, men også denne forestilling udstilles for det bedrag, den er. Konsekvenserne i form af stress, depression, forliste ægteskaber og ulykkelige børn med diverse diagnoser kan ikke benægtes – og det grundlæggende problem ikke løses med stadig mere medicinering.
Den nedvurdering af moderskabet, der fulgte i kølvandet på ungdomsoprøret og 70’er feminismen, er for alvor begyndt at skabe problemer i Europa. Nu er børn blevet noget, der sættes nederst på den prioriterede liste – langt efter uddannelsen og jobbet. Helt konkret udsætter kvinder fødslerne til sidst, hvor de volder større vanskeligheder. Og som resultat falder fødselstallene voldsomt.
Bogen kommer meget vidt omkring og arbejder detaljeret og konkret med problemerne. Denne anmeldelse kan slet ikke yde omfanget og vigtigheden af bogen retfærdighed, men der skal lyde en uforbeholden anbefaling. Alle, der bare har en lille smule interesse for Danmarks fremtid, bør læse bogen. Den behandler bedre end nogen anen den kommende tids største udfordringer.
Vi er blevet fortalt den ene løgn efter den anden siden ungdomsoprøret i 1968, og Arbøl behandler disse en efter en under et klart og skarpt lys. Det er en fornøjelse at læse en så kompromisløst ærlig bog. Spændende bliver det, om Arbøl ender som Don Quijote, der forgæves kæmper mod tidens strømninger – eller om vi så småt begynder at se et opgør med den samfundsindretning vi alle mere eller mindre har taget for givet gennem de seneste 50 år.«
Redaktør Lennart Kiil, Folkets Avis, 2014
Når samfundet bliver moderløst
»Det faderløse samfund har vi talt om længe, i hvert fald siden Henrik Jensen udgav sin murstenstunge bog med denne titel i 2006. Siden er det i stigende grad blevet erkendt, at det er et problem, at den myndige mand, faderskikkelsen, er væk, og det terapeutiske samfund er en katastrofal ringe erstatning.
Midt i alle de mange kloge analyser, faderløsheden har affødt, har man helt overset det andet store fravær i samfundet: Moderen. Ja, man kan vel sige, at moderen er ramt af den gamle, klassiske usynlighedsmekanisme:
Det er manden, også mandens faderlige fravær, der løber med opmærksomheden, mens den uerstattelige, men usynlige kvinde i baggrunden, glemmes. Også når hun forsvinder.
Den manglende opmærksomhed skyldes selvfølgelig også, at vi forvirres af, at det terapeutiske samfund flyder over med kvinder, der har overtaget den klassiske, mandlige rolle. Det gælder lige fra statsministeren til biskopperne til fiktionen, som f.eks. i kriminalromanen, hvor den typiske ensomme, hårdtslående kriminalkommissær i dag ikke længere er en mand, men kvinde.
Men bemærk, hvad det er for en kvinde, vi møder i f.eks. kriminalserien ”Forbrydelsen.” Kriminalkommissær Sarah Lund er en hensynsløs arbejdsnarkoman, der er absolut familieuegnet, og som kun klarer skærene som mor, fordi hendes egen mor springer ind og påtager sig forældreansvaret for sit stakkels forsømte barnebarn. Og selv om statsminister Helle Thorning-Schmidt er en mindre abnorm mennesketype, ville hendes børn så vidt vides være lige så ilde stedt som Sarah Lunds, hvis hun ikke også havde en mor, der var rede til at påtage sig den daglige opgave at være Ersatz-mor for sine børnebørn.
De kvinder, det faderløse samfund promoverer som rollemodeller, er med andre ord absolut ikke moderlige kvinder. En detalje, der ikke er spor tilfældig, hvis man skal tro forfatteren til Det moderløse samfund – en naturvidenskabelig kulturkritik. Hans påstand er, at det har fatale konsekvenser, at kvinderne i vor epoke identificerer sig mere som forsørgere end som omsorgsgivere for deres nærmeste. Resultatet bliver nemlig, at de har blikket stift rettet på behovene her og nu fremfor på omsorgen for fremtidige generationer. Et moderløst samfund er derfor et samfund, der vender fremtiden ryggen i en gigantisk her-og-nu-rus, hvis tømmermænd vi endnu har til gode at opleve.
Niels Arbøl, som forfatteren til Det moderløse samfund hedder, er biolog og katolik. Det sidste er tankevækkende og bekræfter, at der faktisk kun er to grupperinger i Danmark i dag, der påtager sig at forsvare familien: Tidehverv og katolikkerne (deraf Thomas Reinholdt Rasmussens diverse idiotiske fejlslutninger).
At forfatteren er biolog bestemmer også bogen. Den er ikke præget af åndløs bioligisme, men insisterer på også at inddrage det biologiske aspekt, når boet gøres op over moderskabet i Vesten i dag. Hans pointe er, at vores aktuelle moderløse livsform tilsidesætter helt grundlæggende biologiske lovmæssigheder med det resultat, at kvinderne, børnene og samfundet tager skade.
Vi vidste i forvejen godt, at fødselstallet falder, at aborttallet er for højt, at mødrene bliver ældre, at de er stressede, når de endelig får børnene, og sidst men ikke mindst at kvinderne i dag er blevet familieopløserne: Det er typisk kvinden, der går, og manden, der sidder forladt tilbage. Men Niels Arbøl samler hele problemstillingen og dokumenterer sine påstande så grundigt, at man først ved læsningen af bogen helt fatter omfanget af den revolution, vi oplever. For at der er tale om et historisk brud med en tusindårig tradition er tydeligt. Kvinder i dag agerer simpelthen radikalt anderledes end kvinder gjorde tidligere i historien. Og det er gået stærkt, for ændringerne er primært indtruffet de seneste 50 år:
I 1965 var gennemsnitsalderen for en dansk førstegangsfødende således 22,5 år, i 2007 var den steget til 31,8 år. En i vis forstand naturstridig stigning, for kvinder er nu engang mest frugtbare mellem 18 og 25 år. Et ubarmhjertigt biologisk faktum, som samfundet gør alt, hvad det kan for at fortrænge. De sene fødsler, som selvfølgelig er symptom på hele tidens familieuvenlige livsstil, fører logisk nok til færre børn per familie. I Italien er hele 25 procent af alle familier således etbarnsfamilier. Det er dårligt for andet end børnetallet.
I et tankevækkende kapitel om Kinas etbarnspolitik påviser Arbøl, at en eksplosiv stigning i antallet af enebørn også skaber en ny mennesketype: Den ensomme, selvoptagede og skrøbelige personlighed. Undersøgelser viser nemlig, at børn uden søskende har vanskeligere ved at lege harmonisk med kammeraterne end de børn, som havde søskende hjemme. ”Kammeraterne i børnehaven kan ikke kompensere for manglende søskende. Det skyldes, at søskende er mere end blot legekammerater. De har en helt grundlæggende betydning for det lille barns udvikling og socialisering.”
Udover at fritage barnet fra illusionen om, at det er verdens centrum og forældrenes fixpunkt, er søskende også leveringsdygtige i indbyrdes støtte og solidaritet.
Den indbyrdes solidaritet mellem søskende har altså afgørende betydning for barnets udvikling. Endnu et tegn på, at det indbyrdes sammenhold og den hjælpsomhed, der nu engang er imellem beslægtede, er det upåagtede fundament, samfundet hviler på.
Men fundamentet er ved at erodere, fordi kvinden enten afviser eller ikke får muligheden for at udfolde sit moderskab. Som nogle af de første generationer i historien fravælger moderne kvinder at være fuldtidsmødre for deres småbørn af hensyn til karriere og selvforsørgelse. Resultatet er de stressede mødre.
”Mødrenes stress har ført dem helt frem i skilsmissestatistikken, idet kvinder langt oftere end mænd tager initiativet til at opløse familien. Herved forøger de ikke kun stressbelastningen for sig selv. I mellemtiden er den gedigne madkultur forsvundet sammen med familiens samlingspunkt omkring bordet, og mange flere børn er blevet fede og usunde. Forpligtelsen over for de gamle er gået markant tilbage. Mange ældre er blevet sendt bort på plejehjem, hvor de oplever dyb ensomhed eller tager livet af sig selv i frustration over den skæbne, de har fået – et sidste spark til husmorgenerationen.”
Moderløsheden sætter altså sine spor på andre end børnene, men selvfølgelig er det primært børnene, der betaler prisen. For som Arbøl dokumenterer, er institutioner ”dårlige mødre.” En af de mange institutionskritiske, internationale forskere, Stanley Greenspan, slår fast, at ”intime og vedvarende interaktioner mellem børnene og deres forældre er helt nødvendige for, at deres hjerner og sind kan udvikle sig normalt … Den måde vi for tiden får passet vores børn på borte fra hjemmet har betydelige begrænsninger, som sætter det voksende sinds udvikling i fare hos vores børn i fremtidige generationer.”
I bogens afsluttende del springer Arbøl helt ud på det politisk ukorrekte hav og argumenterer for, at kvindens natur ligger i moderskabet, og at det derfor er naturstridigt for kvinder ikke at få børn. Argumenterne og dokumentationen er bundsolide og livskloge, og man kan ikke andet end beundre Arbøl for at vove at komme med så gennemført forargelige påstande. Men Arbøl provokerer ikke for provokationens skyld.
I bogens måske bedste kapitel giver han en forbilledlig klar fremstilling af hele abort-problematikken og lander på det ædruelige synspunkt, at Danmark burde kopiere Tyskland og Holland. Begge lande har fri abort, men betinget fri abort. Det indebærer, at den gravide, udover obligatorisk støtterådgivning fra socialrådgivere, skal have en tredages tænkepause, inden man skrider til indgrebet. Resultatet er, at Tyskland har en abortrate, som er halvt så stor som vores. Se, det glemte man jo helt at gøre opmærksom på, da man selvbegejstret fejrede 40 året for den frie abort herhjemme. Det virker som om danske politikere og meningsdannere er helt blottet for interesse i at få aborttallet ned. Et meget konkret og kulderystende udtryk for det moderløse samfund.
Forfaldshistorien har ingen lykkelig slutning og rummer ingen nemme løsningsforslag. Arbøl skitserer nogle lidt luftige ideer om en ny, beskeden og økologisk livsstil som modgift til forbrugerisme og selvrealisering, men understreger samtidig problemets alvorstunge karakter ved at foreslå ”en genopdagelse af kvinden som mor og manden som far.” Glimrende, så længe staten holder sig kilometerlangt væk fra denne nødvendige kursændring.
De gode nyheder finder man kun de steder i bogen, hvor samtidens ubehag ved den nuværende livsform afsløres. Det viser sig nemlig ikke kun at være kineserne, der ønsker sig flere børn, end de får.
Det gør europæerne også. Ligesom de moderløse kvinder faktisk også drømmer om mere tid med deres børn, og så er det jo også tankevækkende, at alle de skilsmissebørn jo gladelig indtræder i den ægtestand, som bliver ved med at tiltrække, selv om den foragtes så inderligt.
Bogen selv er jo trods alt også et godt tegn. Dens hovedstyrke er den guldgrube af viden og information, den rummer. Den er i stand til at klæde enhver på til at gå i krig mod det moderløse samfund og påvise dets katastrofale konsekvenser.«
Sognepræst Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2013
Kulturkritisk opgør med det moderløse samfund
»Bidrag fra danske katolikker i den hjemlige kultur- og samfundsdebat hører efterhånden til sjældenhederne. Når der tilmed er tale om et bidrag i form af en bog på 589 sider, taler vi ikke længere om det sjældne, men om noget helt uhørt i vores lille andedam…
Den opgave, Arbøl løser med denne bog, er altså at stille en ’værktøjskasse’ til vores rådighed sprængfyldt med dokumentation for, hvad vi har gjort og stadig gør mod os selv og hinanden, og hvad de langsigtede og ofte fatale konsekvenser er af det samfunds- og familiemæssige eksperiment, vi er i gang med. Det fortjener han en stor tak for. Det er en værktøjskasse, vi nu har mulighed for at gribe ned i, når vi som katolikker reflekterer over problemer af denne art eller deltager i diskussioner, hvor modparten ikke er til sinds at acceptere religiøse argumenter – så som, at dette eller hint er i klar modstrid med Guds vilje og Kirkens lære. Og samtidig vil vi til vores egen opbyggelse kunne konstatere, at den mentalitet og tilsvarende adfærd, som Kirken tager afstand fra – ofte til stor forargelse for vor tids mennesker – som hovedregel ikke i nævneværdig grad baserer sig på sund fornuft.«
Lektor Torben Riis, Katolsk Orientering, 2013
Det moderløse samfund – en naturvidenskabelig kulturkritik
»Bogen er med sine 589 sider en meget intens bog om emner, der bør interessere de fleste mennesker. En vigtig og til tider polemisk bog, som favner vigtige emner, man bør forholde sig til i dag: Faldende fødselstal, udsættelse af fødsler og konsekvenser af det, fravalget af børn, adskillelse af sex og forplantning, abort, de stressede mødre, de stressede børn, m.m. Han underbygger sine argumenter med utallige henvisninger til videnskabeligt materiale og mener, at konsekvenser af de valg, kvinder og familier foretager i dagens samfund, ikke altid fremmer det, der ligger i opbyggelsen af et sundt samfund.
Niels Arbøl stiller sig tvivlende til, om vores velfærdsmodel, som kræver at begge forældre er på arbejdsmarkedet, er den bedste for at fremme den sunde familie. Forbrugerisme har ifølge ham taget overhånd, og mennesket mangler en større vision med sit foretagende i livet. Han tør fremlægge markante synspunkter på moderskabet og kvindens rolle i barnets sprogudvikling, samt børnenes og familiens trivsel. Hans påstande er velunderbyggede, men spørgsmålet er, om mennesker i dagens samfund vil være helt enige i den familie-biologiske vinkel. Samfundet består ikke bare af biologiske væsener men også af de systemer, som mennesker har skabt i løbet af tiden. Systemerne vil altid strande på den ideologiske platform, som mennesker konstruerer løbende og hvor etiske forståelser skabes. De dominerende diskurser præger ofte borgernes valg, men den enkelte kvinde tager dog ikke automatisk de samfundsmæssige briller på, når hun tager beslutninger i sit eget liv.
Jeg mener, at Niels Arbøls bog, med sine utallige videnskabeligt begrundede argumenter, bør finde sin plads i bogreolen hos engagerede mennesker. Den ansporer til polemisk tænkning og tvinger en til på ny at overveje egne argumenter. Hvis man tillader sig selv at betræde det felt, får man mere, end man forestiller sig. Sproget er tilgængeligt, og på trods af de store mængder af fakta og ord er læsningen en fornøjelse.
Hvor relevant er denne bog for jordemødre? Jordemødrenes opgave er på forhånd fastlagt. Bogens bredde og samfundsvinkel kan være med til at berige med forskellige vinkler og kan hjælpe til at finde frem til den gravide kvindes univers i mødet med hende. Det plejer jordemødre at være gode til, men deres rolle, nok så vigtig, er kun en lille brik i kvindens lange liv.«
Jordemoder Fania Wajntraub-Korski i Tidsskrift for Jordemødre, 2014
