”Niels Arbøls bog er forbløffende læsning. Det er som at kigge ind i et gådefuldt univers”
Journalist Flemming Chr. Nielsen i Jyllands-Posten (helsides anmeldelse), 1999
Nordjysk forfatter skriver på katolsk
“”Den lykkelige forening” hedder bogen, og det er en fiffig og dobbelttydig titel til en bog om, hvad katolicisme er: Foreningen med Gud, foreningen af katolikker, og foreningen af katolicismen med protestantismen.
Bogen er netop udkommet, skrevet af adjunkt, cand.scient. et art. i biologi og religion Niels Arbøl, Dronninglund.
Den kan bruges til undervisning i gymnasiet og HF – forfatteren underviser selv på VUC Aalborg – men han forestiller sig endnu tre grupper af læsere: den søgende, der er blevet interesseret i den katolske tro, katolikken, der har til opgave at undervise i kirken – og ikke mindst den troende protestant.
– Det er en forudsætning for en sand dialog at kende til hinandens grundlæggende opfattelse, siger han friskfyragtigt. Men nok så meget lægger man mærke til den vision, han lægger i et spørgsmål til denne særlige type læser: om man nu er protestant af egen overbevisning, eller om man er det af vane?
Her går han efter de steder i protestantismen, som adskiller den, eller, som forfatteren udtrykker det, hvormed den afskar sig fra kirkens hele fællesskab. Men resten af protestantismen kritiserer han ikke – nemlig den del, som han skriver, der ”har ført den katolske tro videre.”
Forfatterens vision er klar. Sådan skriver han i forordet: ”Har vi ikke oplevet, at en mur, der adskilte Europa i to dele, blev brudt ned? Altså ville vel også reformationens mure kunne blive nedrevet”?”
Journalist Merethe Tølbøll, Aalborg Stiftstidende, 1999
En usædvanlig bog
”Jeg har fået en bog til anmeldelse, en usædvanlig bog, ”Den lykkelige forening” af Niels Arbøl. Forfatteren kalder den en grundbog i katolicisme. Når man læser den, kommer man uvilkårligt til at tænke på Karl Adams klassiker: Katolicismens inderste væsen. Den er ikke nogen katekismus for voksne (vi venter nu på Den katolske Kirkes Katekismus på dansk), men en grundbog i katolsk tankegang.
Niels Arbøl vil føre os ind i den katolske tros væsen. Et dristigt forehavende, selv for en trænet fagteolog – og det er han endda ikke. Han er cand.scient. et art. i biologi og religion, har undervist på gymnasium og er nu adjunkt på VUC Aalborg og konvertit fra folkekirken. Men tag ikke fejl. Forfatteren ved, hvad han taler om, og det er helt tydeligt, at han har års erfaring med at formidle kristendom til moderne unge gymnasiaster. Han kender deres tankegang og taler deres sprog. En ganske særlig indfaldsvinkel er hans naturvidenskabelige baggrund. Her taler også et menneske, der har konfronteret den moderne naturvidenskab med sin katolske tro og omvendt.
Bogen henvender sig til fire forskellige grupper af læsere: Den, der er blevet interesseret i den katolske tro, den troende protestant, katolikker, der ønsker at fordybe sig i troen eller underviser i troen, og endelig studerende på gymnasium og HF og teologistuderende.
Bogens titel ”Den lykkelige forening” angiver hele bogens tema. Det karakteristiske ved katolsk kristendomsforståelse er ifølge Niels Arbøl en helhedsforståelse af tilværelsen, en opfattelse som er klassisk i katolsk teologi, og som anmelderen kun kan tilslutte sig.
Katolsk tro spænder over hele tilværelsen. Der er enhed i den grænseløse mangfoldighed. Her afslører Niels Arbøl sin videnskabelige og filosofiske viden i et vellykket forsøg på at vise, hvordan tro og fornuft ikke udelukker hinanden. Den dybeste grund til tilværelsens enhed, viser Niels Arbøl på en original måde, er selv Treenigheden: Der er enhed i tre personer. Man kommer umiddelbart til at tænke på pave Johannes Paul II’s seneste rundskrivelse om Tro og fornuft, som forfatteren af gode grunde ikke kan have kendt, da han skrev sin bog. Niels Arbøl ligger i sin fremstilling helt på linje med denne rundskrivelse.
Det ville være fristende at give eksempler på forfatterens skarpsindige og vel formulerede, ofte overraskende originale fremstilling af sit emne, men det overskrider rammen for en anmeldelse.
Forfatteren behandler alle hovedemner i katolsk troslære, ordnet på den klassiske måde, hvor trosbekendelsens opbygning er forbilledet: 1. Den naturlige Gudserkendelse, 2. Frelsen i Jesus Kristus, 3. Den hellige universelle Kirke.
Sammenfattende kan det siges, at Niels Arbøl på en overbevisende og inspirerende måde giver en indførelse i katolicisme, der på engang er klassisk og moderne. Hans hovedanliggende er at fremstille ægte katolsk tankegang på baggrund af den kristendomsforståelse, der hersker her i landet, den protestantiske. Måske vil det falde nogle for brystet, måske vil nogle brødre og søstre i folkekirken føle sig misforstået. Forfatteren giver dog selv udtryk for, at mange protestantiske kristne slet ikke tænker ”luthersk.”
Bogen kan på det varmeste anbefales til alle, der ønsker at fordybe sig i kristendom.”
Pastor Lars Messerschmidt i Katolsk Orientering, 1998
Den lykkelige forening
“Den franske, ortodokse teolog Olivier Clément skriver i forordet til sin bog Sources (Kilder): ”Kun ved at lytte til de største vidner i den udelte kirke (før kirkesplittelserne) til den tradition, som er fælles for alle kristne, kun i genkaldelse (rémemoration) af denne oprindelige kristne erfaring kan vi føre en ægte økumeni i vor tid.”
Engang var der kun én kirke. Alle kristne har de første 1000 år fælles, og vi her i Vesteuropa de første 1500 år. At have en så lang periode som fælles arv giver os en fælles grund at føre en økumenisk samtale ud fra – hvis vi altså kender den og er så fortrolig med den, at den kan danne grundlag for fællesskab og samtale.
Forfatteren til Den lykkelige forening har som mangeårig lærer ved gymnasium og HF konstateret, at man kan forlade skolen og blive student uden nogen sinde at have hørt om katolicismen, mens man i øvrigt har beskæftiget sig indgående med f.eks. Zulu-kulturen og tibetansk buddhisme i de mest afsides egne af verden. Den kultur, som eleverne møder i Europa og i vort eget land indtil 1536 – hvis man kan sætte så skarpt et skæringspunkt? – vil de savne forudsætninger for at forstå. At man også kan have studeret teologi uden at stifte nærmere bekendtskab med den katolske kirke – sine egne rødder – kan man ikke være daglig læser af Kristeligt Dagblad uden at opdage.
Men denne bog giver mulighed for at dykke ned til det, som engang var fælles.
Selv om bogen har som undertitel Grundbog i katolicismen er den langtfra en tør dogmatik. ”Den lykkelige forening” er jo kærlighedsforeningen mellem Gud og mennesket, selve målet med vort liv. ”Hvad fa’n er meningen med dette djævelske liv?” havde en ung fyr skrevet hen over sin jakke. Mange spørger som han, om end ikke så provokerende.
I denne bog får vi præsenteret målet: Guddommeliggørelse, at ”få del i guddommelig natur” (2. Pet. 1.4). Irenæus – Grundtvigs foretrukne kirkefader – sagde: ”Gud blev menneske, for at vi skal blive guddommeliggjort”. At sige dette højt kan vække modstand i store dele af kristenheden i dette land. Så langt er man kommet fra den udelte kirkes tro. Men hvis ikke kirken fortæller mennesker, hvad der er målet for deres liv – og viser vejen til dette mål – så går de alle mulige andre steder hen. Uden mål bliver livet meningsløst. Derfor kan denne bog blive en åbenbaring for mange søgende.
Ét er at se – eller ane – målet, noget andet er at kende vejen dertil. I dag er mange søgende. Man siger gerne ja til Jesus, men nej til kirke og læresætninger. Man er jo et voksent, selvstændigt tænkende menneske, som selv vil bestemme, hvad man skal tro.
Niels Arbøl citerer den engelske forfatter og filosof C. S. Lewis, der giver et udmærket billede af sådanne moderne mennesker. De er som én, der har haft en fantastisk oplevelse ved at se ud over Atlanterhavet. Han kunne gå ind og finde et kort over Atlanterhavet, men det er jo bare et tørt papir. Det har dog de værdifulde egenskaber, at det er baseret på, hvad tusinder af mennesker har fundet ud af ved at sejle på det virkelige Atlanterhav – og kortet er absolut nødvendigt, hvis man vil rejse over det. Mange foretrækker dog at gå på stranden, se ud over havet og drømme om, hvad der er på den anden side, fremfor at studere et kort – men hvis man vil nå målet, er det mere nyttigt at bruge kortet.
Kirkens lære er som et sådant kort: Det giver os mulighed for at kunne rejse længere med Gud og nå vort mål.
Men denne lære er ikke så tør som et landkort. Engang sagde man: ”En teolog er én, som beder, og den, som beder, bliver teolog.” Gælder det i dag? I vor fælles arv finder vi hos bedende teologer troslære – teologi – og mystik forenet. Det fortælles om en af den vestlige kirkes største teologer Thomas af Aqino (1225-1274), at han ved slutningen af sit liv udbrød: ”Alt, hvad jeg har skrevet, synes jeg er det rene hø sammenlignet med, hvad jeg har set og fået åbenbaret.” Man sagde om ham, at hans store lærdom langt mindre skyldtes hans geni end hans dybe bønsliv. Han kunne tegne landkort, som er gode at rejse efter.
Det er sådanne landkort Niels Arbøl præsenterer os for i sin nye bog. Ikke noget nyt, men det, alle kristne i dette land kan finde i deres fælles – men ofte så glemte – arv.
Han viser, hvordan kirken kan møde det moderne menneskes længsel efter helhed, holisme. Den taler til hele mennesket: fornuft, vilje, sanser og følelse. Der er ingen modsætning, men harmoni mellem tro og viden, materie og ånd, skabelse og frelse.
Hvordan gengive sin begejstring og taknemmelighed over, at denne bog er skrevet, og skrevet af en dansker – på dansk!”
Redaktør og retræteleder Grethe Livbjerg, Levende Vand, 1999
Anmeldelse på tysk
“Som økumenisk interesseret læser af kristen litteratur er jeg i særlig grad blevet opmærksom på dette værk. Hvor er egentlig de fælles udgangspunkter, og hvor kan man endnu finde forskelle på katolsk og protestantisk kristendom?
Med udgangspunkt i princippet ”forening” og i anledning af fem-hundrede-års dagen for reformationen er det lykkedes for Niels Arbøl i dette værk at forklare, hvad kristendommen går ud på og afklare ligheder og forskelle mellem de to trosretninger.
Særligt fremragende er det lykkedes forfatteren i bogens første to afsnit at gøre apologetisk rede for Guderkendelsen og dens forhold til naturvidenskaberne og om frelsen i Jesus Kristus. Det vil være de færreste protestanter, der heri ser nogen uenigheder.
Det tredje afsnit i bogen har kateketisk karakter. Her fremstiller han for læseren den katolske tro og det katolske kirkebegreb på højeste pædagogiske niveau, så det på en prægnant måde lægger op til overvejelse hos læseren. Kritikken af protestantismen er respektfuld og forener kompromisløshed med et udtalt økumenisk sigte.
For den katolske læser kan bogen tjene til genopfriskning af troens indhold, for den protestantiske læser kan den føre til kritiske betragtninger omkring kirkespaltningen. Begge læsergrupper har med ”Die vereinende Kirche” fået et autoritativt værk i hånden.”
Mark Jewkes, Amazon.de, 2020