En kort præsentation af bogen
Videnskab og religion
Bogen er en videnskabelig, men letlæselig og efter sigende underholdende fremstilling af de 20 mest berømte kristne biologer i historien med fokus på såvel deres videnskabelige opdagelser og resultater som deres personlige liv og forståelse af forholdet mellem videnskab og religion.
Biologi og kristen tro
Den primære hensigt med denne bog er at demonstrere kristne biologers betydning for den videnskabelige biologiske revolution med dens store resultater lige fra starten i det 17. århundrede og frem til vores tid. Dette er forblevet temmelig, for ikke at sige helt upåagtet. Men det er en kendsgerning, at biologer, der bekender en kristen tro, har bidraget meget væsentligt til udviklingen af moderne biologi og fremskridtet inden for medicin. I modsætning til andre bøger om videnskab og religion, der forholder sig til emnet på blot en teoretisk måde, er denne bog en samling af biografier, dvs. vi følger virkelige personers livsforløb og deres opfattelser omkring både videnskab og tro. Herved bliver det i særlig grad tydeligt, at naturvidenskab og religion er forenelige og kan gå hånd i hånd – et synspunkt, der stadig angribes af de relativt få, men velformulerede repræsentanter for den såkaldte ny-ateisme i USA og Europa. Herunder er givet en meget kort præsentation af de 20 biologer, som bogen omhandler:
Kristne biologer
Francesco Redi
(1626-1698)
Den italienske hoflæge Francesco Redi opdagede, at levende organismer kunne studeres eksperimentelt og i overensstemmelse med den videnskabelige metode. Således udførte han de første kontrollerede biologiske eksperimenter. Hans berømmelse steg, da han som den første udfordrede ideen om spontan genese – at liv kan opstå spontant fra dødt materiale – og gav eksperimentel støtte til princippet ’alt liv kommer fra liv.’ Århundreder skulle gå, før denne opfattelse endelig blev accepteret.
Niels Stensen
(1638-1686)
Den danske videnskabsmand Niels Stensen, bedre kendt i udlandet som Nicolaus Steno, bidrog væsentligt til anatomien, og hans efterfølgende studier af fossiler gjorde ham til en pioner inden for – om ikke ligefrem til grundlæggeren af – palæontologien og geologien. Han var yderst kompetent i videnskabelig metode baseret på observation, eksperiment og teoretisk analyse, fri af fordomme hvad enten de hidrørte fra observatøren selv eller i form af nedarvede ideer og spekulationer. Ved sin grundige udredning af Toscanas geologiske historie og hans forestilling om hvordan fossiler var opstået, blev Stensen den første videnskabsmand i historien, der så jorden i et udviklingsmæssigt perspektiv – måske hans største bedrift – men indstillede sin videnskabelige karriere og blev præst og biskop.
Carl von Linné
(1707-1778)
Den svenske biolog Carl von Linné eller Carl Linnaeus er berømt for sin klassifikation af levende organismer. Selv om denne klassifikation siden er blevet moderniseret på baggrund af nye biologiske indsigter, udgør hans hierarkiske system og hans konsekvente brug af binominal nomenklatur stadig grundlaget for navngivning af arter. Desuden bidrog hans arbejde til, eller i al fald inspirerede til, evolutionær tænkning i sig selv, ikke alene ved hans klassifikation af organismer efter genkendelige fysiske træk, herunder mennesket som Homo sapiens på linje med menneskeaberne, men også ved at bløde op for den fastlåste opfattelse af, hvad en art er. Endelig var han en af grundlæggerne af videnskaben om økologi, idet han så på naturen som én stor husholdning, hvor planter og dyr lever i et gensidigt afhængighedsforhold på liv og død.
Jean-Baptiste Lamarck
(1744-1829)
Franskmanden Jean-Baptiste Lamarck var den første biolog i historien, der formulerede en teori om arternes udvikling. Han mente endda, at mennesket nedstammede fra abelignende forfædre, hvorved han beredte vejen for Darwin. Selv om han baserede sin teori om evolution på naturlige årsager, henviste han ikke desto mindre til Gud som ’den højeste Skaber af alle ting.’ Hans grundlæggende tese var, at dyrs ændring af adfærd var en betydningsfuld faktor i evolutionen. Dette har rehabiliteret billedet af ham i en sådan grad, at ’neo-lamarckistisk selektion’ er blevet introduceret som et komplementerende eller ligefrem korrigerende aspekt af Darwins naturlige selektion. Lamarck grundlagde endvidere de hvirvelløse dyrs zoologi og gav betydelige bidrag til klassifikationen af planter og dyr. Han var den første, der fandt på at anvende ordet ’biologi’ som en selvstændig del af naturvidenskaben, og han foregreb celleteorien.
Georges Cuvier
(1769-1832)
Den franske zoolog Georges Cuvier er blevet berømt i palæontologiens historie for at have indført sammenlignende anatomi og for at bekræfte, at dyr virkelig uddøde som følge af store naturkatastrofer. Han understregede dyrs tilpasning til deres specifikke miljø og bidrog endda på denne måde til Darwins teori. Dertil kommer, at Cuvier havde betydelig indflydelse på, at naturvidenskab blev fremmet inden for skoler og universiteter.
Louis Agassiz
(1807-1873)
Det er ikke så lidt at være kendt som Amerikas største videnskabsmand på sin tid, men det var ikke desto mindre tilfældet for Louis Agassiz, der ved en kæmpe indsats grundlagde videnskab, institutioner og skabte offentlig bevågenhed omkring naturvidenskab i de Forenede Stater. Før den tid var Agassiz, der kom fra Schweiz, blevet banebrydende inden for studiet af såvel fossile fisk som af gletsjere. Han var dog modstander af arternes evolution ligesom Cuvier og fremstår som den sidste store forkæmper for en speciel ’kreationisme’, som et religiøst mindretal stadig sætter deres håb til, overvejende i Amerika.
Asa Gray
(1810-1888)
Som den vigtigste amerikanske botaniker i det 19. århundrede bliver Asa Gray ofte betegnet som ’den amerikanske botaniks fader.’ Han var Harvard-professor ligesom sin kollega Agassiz og bidrog væsentligt til at fremme naturvidenskaben i Amerika. Grays største betydning er dog, at han blev Charles Darwins nærmeste og mest markante videnskabelige partner i de Forenede Stater. De to udviklede en gensidig forståelse og et nært venskab. Som den førende fortaler for evolutionsteorien i USA gik Gray imidlertid ikke på kompromis med sin stærke kristne tro. Han blev således den første kendte naturvidenskabsmand i verden, der tilpassede den kristne tro til det nye paradigme inden for biologien.
Theodor Schwann
(1810-1882)
Den tyske biolog Theodor Schwann er en af de største videnskabsmænd inden for fysiologi og mikrobiologi. Han definerede cellen som den grundlæggende livsenhed, hvorved han grundlagde den moderne histologi eller vævslære. Celleteorien satte et enormt forskningsområde i gang, og dens betydning for biologien kan sammenlignes med Darwins evolutionsteori. Ved at fastslå, at cellen ikke alene var den basale strukturelle men også fysiologiske enhed i levende organismer, rettede Schwann et afgørende slag imod den århundredgamle ide om en mystisk livskraft, den såkaldte vitalisme. Inden for biokemiens område opdagede han fordøjelsesenzymet pepsin og indførte ordet ’metabolisme.’ Hans opdagelse af, at gær hørte til den levende natur og af dets rolle i gæringsprocessen, blev grundlag for fremtidig forskning inden for mikrobiologisk fysiologi, ligesom det gav yderligere dokumentation imod spontan genese.
Gregor Mendel
(1822-1884)
Den tyske biolog og katolske præst Gregor Mendel blev den klassiske genetiks fader. Ved sine eksperimenter i klosterhaven kom han frem til erkendelsen af love, der blev afgørende for forståelsen af liv. Han forelagde en model, hvor karaktertræk som purpur blomsterfarve bliver bestemt ved et par af gener (’elementer’), og hvor disse gener opretholder deres individualitet efter flere generationer. Gener kan komme i forskellige versioner, der giver ophav til dominante eller recessive træk. I hver forælder adskilles de to medlemmer af hvert genpar ved kønscelledannelsen og forener sig tilfældigt ved dannelsen af nyt afkom, ligesom adskillelsen af hvert genpar er uafhængig af andre par. Alt dette blev gjort, før gener, kromosomer og celledelinger var blevet opdaget. Men Mendel benyttede sig af matematik og statistik, og han arbejdede minutiøst i sine undersøgelser af tusinder af planter. På denne måde medvirkede han til at gøre biologi til en eksakt videnskab, og uden at vide det blev hans opdagelser afgørende for Charles Darwins teori
Louis Pasteur
(1822-1895)
Den store franskmand begyndte som kemiker og skabte grundlaget for stereokemien. Dette førte ham til området gæringsprocesser, gærens rolle heri og forskellige bakterier, der bevirkede forsuring af vin. Til sidst fremsatte han kimteorien om, at mange infektionssygdomme skyldtes specifikke ’kim’ eller ’mikrober’. Således grundlagde han mikrobiologien som en ny videnskab. Han bekræftede princippet om ’alt liv fra liv’, idet han tilsyneladende afsluttede enhver tvivl herom. Han gavnede nationens industri for vin og øl med en proces, ’pasteurisering’, en praksis der er blevet standard for fødevarer lige siden.
Inspireret af sine resultater omkring mikroorkanismer og infektionssygdomme gjorde Pasteur sin bedst kendte opdagelse: forebyggelsen af sygdomme ved vaccinationer, hvorved han grundlagde endnu en videnskab – immunologien – og blev berømt som en velgører for menneskeheden.
Pierre Teilhard de Chardin
(1881-1955)
Jesuiterpræsten Teilhard de Chardin blev en anerkendt palæontolog og geolog, og han deltog i den sensationelle opdagelse af Pekingmanden, et fortidsmenneske. Han blev imidlertid langt mere berømt for sine filosofiske værker. Heri præsenterede han en ny, dynamisk naturlig teologi, der sammenholdt naturvidenskab og teologi, evolution og frelseshistorie som komplementære aspekter af den ene og samme virkelighed. Livet fremviser en stadigt tiltagende kompleksitet og bevidsthed, som kulminerede med Homo sapiens, der indtager en særlig plads i universet. Den menneskelige evolutions endemål er den højeste form for bevidsthed, den guddommelige bestemmelse i ’Omega-punktet’, som er Kristus. På en måde var Teilhard mere en mystiker og filosof end en naturvidenskabsmand. Man kan i det mindste ikke benægte, at hans filosofi er en original syntese af videnskab og religion og et modigt forsøg på at forene dem.
Alexander Fleming
(1881-1955)
Den skotske bakteriolog og medicinske forsker Alexander Fleming er bedst kendt for sin opdagelse af penicillin, verdens første antibiotiske medicin. Det har reddet millioner af liv siden da. I 1945 modtog han Nobelprisen sammen med to andre videnskabsfolk, der havde gjort det muligt at tage penicillin i anvendelse. Tilfældigheder fandt bestemt sted omkring penicillinet, men den måde de blev mødt på af Fleming var bestemt ikke tilfældig. Han havde en evne til hårdt og vedholdende arbejde og en særlig nysgerrighed over for naturens vidundere. Og Fleming selv mente, at hvad der ser ud som tilfældigheder for os, kan være styret af en guddommelig vilje. Det var hans faste overbevisning, at Gud ønskede penicillin, og at det var derfor han havde skabt Alexander Fleming.
Alister Hardy
(1896-1985)
Alister Hardy var en af verdens mest anerkendte marinbiologer på sin tid og er stadig berømt for sit unikke instrument til registrering af plankton, der rejser rundt i alverdens have. Men han blev også berømt for at have etableret et af de førende forskningscentre i verden, der beskæftiger sig med religiøse oplevelser, og som stadig bærer hans navn. Hardys originalitet med hensyn til religionens biologiske rødder er blevet temmelig revolutionerende og har udfordret de tidligere reduktionistiske hypoteser fremsat af Ludwig Feuerbach, Karl Marx og Siegmund Freud om, hvordan religion opstod. Ikke mindst beskæftigede han sig med, hvordan biologisk evolution kunne forenes med det åndelige livs realiteter og kom frem til, at selv om Darwin havde ret i sin opfattelse af evolution ved naturlig selektion, måtte denne forklaring blive suppleret med den betydning, som sindet og valget har, i al fald for mennesket og de højerestående dyr.
Theodosius Dobzhansky
(1900-1975)
Få biologer har ydet større bidrag til evolutionsteorien i det 20. århundrede end den russisk-amerikanske genetiker Theodosius Dobzhansky. Han var en af de ledende skikkelser i den såkaldte ’moderne syntese’ (neo-darwinisme), der forenede Gregor Mendels opdagelser med Charles Darwins teori om naturlig selektion. Mere konkret opdagede han den enorme genetiske variation inden for medlemmerne af den samme art, og han bragte feltstudier og laboratorieeksperimenter sammen, hvor han demonstrerede, at naturlig selektion og artsdannelse faktisk finder sted her og nu. Dertil kom, at han gav en ny forståelse af og definition på, hvad en biologisk art er. Han er blevet omtalt som den største evolutionist efter Darwin og huskes stadig for sit udtryk: ’Intet i biologi giver mening, undtagen i lyset af evolution.’ Samtidig var det også sådan, at religiøs tro havde en eksistentiel betydning for Dobzhansky. Som den utraditionelle person han var, stræbte han efter en syntese af kristen tro og videnskab i en grad, at han også ville have godkendt udtrykket: ’Intet i evolution giver mening, undtagen i lyset af religion.’
John C. Eccles
(1903-1997)
Neurobiologen John Eccles, der var født og opvokset i Australien, er en af de videnskabelige giganter indenfor nervesystemets fysiologi, og i 1963 modtog han Nobelprisen for sine opdagelser sammen med to andre videnskabsmænd. Eccles viste, hvordan nerveceller kommunikerer med hinanden ved forbindelserne eller synapserne mellem dem. Han blev en pionér inden for neurovidenskaben, hvor han blev inddraget i de fleste af dens forskningsområder og var med til at fremme dem. Hans grundlæggende interesse gennem hele livet var dog forholdet mellem sindet og hjernen, og som erklæret dualist, der troede på sjælens eksistens, udviklede han efter sin fratræden en teori om det menneskelige sind, der var baseret på hans videnskabelige indsigt i nervesystemet.
David Lack
(1910-1973)
Hvad der i dag sandsynligvis er det mest citerede eksempel i lærebøger på evolutionsteorien – de såkaldte ’Darwins finker på Galapagosøerne – var på ingen måde noget centralt emne for Darwin, og det blev ikke engang nævnt i hans ’Arternes oprindelse.’ Det var en anden og langt mindre kendt biolog, den britiske ornitolog og økolog David Lack, der først opdagede at forskellene i næbstørrelse og form hos Galapagos-finkerne i høj grad beror på tilpasninger til specielle fødenicher – hvad der siden er blevet bekræftet til overmål – og som gennemførte den afgørende forskning, der gjorde finkerne til et af de mest anerkendte symboler i verden på evolution. Ved at kalde sin bog for ’Darwins finker’, der udkom i 1947, ville Lack udtrykke sin anerkendelse af den mand, der forandrede naturhistorien. Han bidrog med meget andet til videnskaben og er blevet kaldt for ’den evolutionære økologis fader.’ Han fandt endda tid til at skrive en lille bog om biologi og kristendom.
Jérôme Lejeune
(1926-1994)
Den franske læge og genetiker Jérôme Lejeune kom frem i forreste række inden for genetisk forskning og opdagede årsagen til Downs syndrom og andre kromosomsygdomme. Som højt anerkendt inden for sit felt banede han vejen for human cytogenetik. Lejeune kæmpede forgæves for at finde en kur mod sygdommen, men i stedet modtog han tusinder af familier fra hele verden og ydede omsorg for sine patienter. Hans engagement for sine patienter og deres forældre førte til, at han blev af verdens mest kendte og kompromisløse forsvarere for ufødt liv og modstandere af abort.
Jane Goodall
(1934 -)
Den britiske adfærdsforsker og primatolog Jane Goodall er en af de mest velkendte og populære biologer i verden. I 1960 påbegyndte hun verdens mest langvarige og kontinuerlige undersøgelse af vilde chimpanser. Hendes observationer af, at de lavede deres egne redskaber, og at de havde individuelle personligheder og følelser syntes at indsnævre grænsen mellem mennesker og deres nærmeste nulevende slægtninge. Hun bekymrede sig om dyrenes levebetingelser, og i 1986 blev hun en global aktivist, der talte på vegne af chimpanserne, andre dyr og naturmiljøet, i forsøget på at tage vare på naturens verden, før det er for sent.
Francis S. Collins
(1950 -)
Francis Collins er kendt over hele verden for sit lederskab af det Humane Genomprojekt, der kortlagde menneskets arvemasse. Han er endvidere berømmet for sin banebrydende forskning, der førte til opdagelsen af adskillige sygdomsgener, og for sine resultater som mangeårig leder af den amerikanske læge- og sundhedsvidenskabelige forskningsinstitution National Institutes of Health, hvor han styrede nationen gennem COVID-19 pandemikrisen. Han skrev en bestseller, ’The Language of God’, der henviser til DNA-spiralen, og han grundlagde et forum, BioLogos, for at fremme sin opfattelse at tro og videnskab passer fint sammen. I særdeleshed mener han, at Skaberen førte sin plan igennem ved evolutionsprocessen. Vel vidende at fundamentalistiske religiøse grupper er misfornøjede med dette standpunkt har han gjort det til et livsprojekt at gå ind i den kulturkrig, der har varet i mange år mellem visse protestantiske grupper og seriøs videnskab.
Simon Conway Morris
(1951 -)
Den britiske palæontolog Simon Conway Morris er en af de førende evolutions-palæontologer i verden. Han er primært kendt for sit grundige arbejde om konvergent evolution – en proces, hvorved fjernt beslægtede organismer når frem til de samme funktionelle løsninger – og har fremhævet det synspunkt, at evolutionen er begrænset og ordnet, ikke tilfældig og betinget. Det vidt udbredte fænomen konvergens har uundgåeligt ledt frem til noget, der ligner mennesker, så vi er ikke et tilfældigt lykketræf men sandsynligvis bestemt helt fra livets begyndelse. Selv begivenheder med masseuddøen gennem jordens historie ændrede ikke på dette ordnede udfald, men har snarere fremskyndet det. Endvidere hævder den forhenværende Cambridge-professor, at mennesker er unikke i sammenligning med andre dyr, og at vi sandsynligvis er alene i universet. En uortodoks tænker, der alligevel helt tilslutter sig Darwin med den undtagelse, at videnskaben om evolution ikke er afsluttet, som det fremgår af dens manglende evne til at forklare bevidsthedens realitet. Men også her har han en fascinerende hypotese, hvor grænsen mellem det subjektive og objektive er indsnævret, og evolutionen forenet med en dybere guddommelig bestemmelse.
Evolution og kristendom
Det er således ingen overdrivelse at sige, at biologer, der er bekendende kristne, på afgørende måde har fremmet den naturvidenskabelige revolution, der har fundet sted fra det 17. århundrede og frem til vore dage, og bidraget til den biologiske og medicinske videnskabs udvikling.
Når det kommer til evolution, der spiller en særlig rolle i biologien, kan der sagtens argumenteres for, at bortset fra Charles Darwin, har de mest betydelige navne – som grundlagde, grundfæstede og udviklede dens teorier – været tre kristne biologer: Lamarck (lamarckisme), Dobzhansky (neo-darwinisme) og Conway Morris (konvergent evolution). Uden tvivl en overraskelse for de fleste.